Projektbeskrivelse


Udviklingsprojekt “At håndværke sig til læselyst” tager afsæt i en hypotese om, at elever på mellemtrinnet opnår læselyst via de praktisk-musiske fag.
Vi har fokus på:
·       at multimodalitet er afsæt for koblingen fra praksisfaglighed til læselyst
·       at fremme læselyst via den praksisfaglighed, der kendetegner de kreative fag i 4.-7.klasse
·       at styrke elevernes begrebsforståelse ved praksiserfaringer
·       at eleverne tilegner sig flere redskaber af praksisfaglig karakter ved tilrettelagte forløb med hands-on i samarbejde med udvalgte linjer på Svendborg EUD
·       at elever opnår en større indsigt i - og en bredere vifte for - deres valg til ungdomsuddannelserne, især erhvervsuddannelserne
·       at samarbejdet mellem folkeskole, folkebibliotek, EUD og erhvervsliv fremmer skolens indsigt i, hvilke læsekompetencer unge skal tilegne sig for at gennemføre en ungdomsuddannelse og leve op til kravene i et senere job
·       at samarbejdet i projektet mellem de forskellige interessenter og deltagere har betydning af dannelsesmæssig karakter

De konkrete indsatser er bl.a. mellemtrinnets besøg på specifikke linjer på EUD, som har innovative, kreative og håndværksfaglige vinkler og at booste læselyst ved kontekstuelle håndværk-bog-seancer sammen med Svendborg Bibliotek.
Vi ønsker at åbne for en bred vifte af muligheder gennem øget viden om erhvervsskolernes tilbud, når eleverne står foran deres uddannelsesvalg.
Samarbejde mellem PLC og folkebiblioteket vil styrke sammenhæng mellem praksistematik, læsemotivation og læselyst.

Læs mere:
Udviklingsprojektet har modtaget 541.800 kr. fra Slots- og kulturstyrelsen pulje. Projektet tager afsæt i Folkeskolens formålsparagraf om virkelyst og dannelse. Derfor inddrages de praktisk-musiske fag, hvor krops-og sansemæssig tilgang til erkendelse og læring er i centrum. Projektets mål er at hæve antallet af læsemotiverede og læselystne elever på mellemtrinnet med effekt på elevernes læsekompetencer som forudsætning for at gennemføre relevant ungdomsuddannelse.

I skoleårene 2019-2021 vil nogle elever fra mellemtrinnet, samt faglærere i madkundskab og håndværk & design, deltage i timer på Svendborg Erhvervsskole & Gymnasium (SESG). Desuden er læsevejledere fra SESG og Skårup Skole samt skolens læringsvejledere og bibliotekarer fra Svendborg Biblioteket med til at bygge bro mellem folkeskole og kultur- og studieinstitutioner.

Vi samarbejder med Svendborg Bibliotek for at vejlede eleverne med bøger og lydstreaming til fritidslæsning og har desuden et samarbejde med forsker og ph.d. i børnelitteratur og børns læsevaner Stine Reinholdt Hansen, der har været med i den landsdækkende læselystunder-søgelse i 2017 for Læremiddel.dk

På SESG skal eleverne følge nogle praksisforløb på
specifikke linjer på EUD, som har innovative, kreative og håndværksfaglige vinkler for at koble elevernes læseinteresser, virkelyst og studiekompetencer sammen. Vi ønsker at åbne for en bred vifte af muligheder gennem øget viden om erhvervsskolernes tilbud, når eleverne står foran deres uddannelsesvalg.

Den åbne skole er desuden kendetegnet ved et samarbejde mellem skole og virksomheder. I løbet af processen vil eleverne således besøge lokale virksomheder for at se design og fagligt håndværk og antagelig blive inspireret til nye handlemuligheder, såvel uddannelsesmæssigt som med hensyn til udvikling af læsemotivation og læselyst.

Det Pædagogiske Læringscenter på Skårup Skole vil være tovholder i forhold til transformation af undersøgelsesresultaterne, når den praktisk-musiske dimension fra folkeskolen møder erhvervsskolens praksisfaglige metoder og stå for undervisning og udstillinger af  blandt andet elevprodukter og temaudstillinger om design og håndværk for at motivere eleverne til læselyst.
Vi ønsker at kvalificere elevernes oplevelser og sansninger fra de udvalgte praktisk-musiske fag ved at løfte dimensionen ind i den almene dannelse i mødet med tekster og læringscentrets aktiviteter.
I de kommende år bærer årshjulet derfor overskriften ”Læsning og den praktisk-musiske dimension” og hele det musiske område har vores bevågenhed.

Projektets styregruppe består af skoleleder Steen Christian Knutzen, viceskoleleder Karin Lundgaard, konsulent Jette Berthelsen fra Svendborg kommune og projektleder Merete Skjødt Jørgensen

Yderligere information om projektet ved henvendelse til
projektleder
Merete Skjødt Jørgensen: merete.skjodt.jorgensen@svendborg.dk
eller
skoleleder på Skårup Skole
Steen Christian Knutzen:
steen.christian.knutzen@svendborg.dk

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Artikler i Folkeskolen, lærernes fagblad

Statusbeskrivelse april 2021